Salg af alpacaer
Jeg vil gerne sikre mig, at de alpacaer jeg sælger kommer til gode og trygge hjem (se nogle eksempler på købere her). Derfor har jeg en række krav til dig som køber.
Alpacaens pasning og pleje
Du skal have sat dig ind i alpacaens pasning og pleje. Der er altid en grundig introduktion med i prisen, når du køber alpacaer hos mig. Vi snakker sammen om hvad der passer dig bedst.
Respekter at alpacaen er et flokdyr
Jeg sælger ikke alpacaer enkeltvis. Et dyr, der kommer alene ind i en ny flok, risikerer at blive ensomt eller holdt udenfor, også selv om det er i samme indhegning som de øvrige dyr. Alpacaerne skal gå mindst tre individer sammen og aldrig hingste og hopper i samme flok.
Du får kun dyr med grundtræning
Jeg sælger dyr, der er håndterede med udgangspunkt i principperne i CameliDynamics. Mit udgangspunkt er, at ingen af mine dyr bliver solgt, før deres grunduddannelse er på plads. Det betyder, at de er vant til at blive håndteret, at de er grime-vante og kan trækkes med. Desuden vil de have stiftet bekendtskab med at løfte ben og at gå i trailer.
Jeg vil gerne selv levere dyrene
Hvis det er muligt vil jeg helst selv levere dyrene hos dig, således at overgangen bliver så blid som muligt.
Du skal have tålmodighed
Er du interesseret i at købe dyr fra mig, kan du blive skrevet op i mit købskartotek. Efterhånden som jeg har salgsklare dyr, forsøger jeg at skabe små flokke, som trives godt sammen og som passer til den enkelte køber.
Det er altså ikke således, at den, der står øverst i købskartoteket, nødvendigvis får tilbudt den første salgsklare flok. Det afhænger af, om dyrenes egenskaber og sind matcher køberens ønsker, og de omgivelser som der tilbydes.
Hvis du vil skrives op i købskartoteket, skal du ringe til mig, så vi kan tage en snak, og du skal efterfølgende sende mig en mail med en kort beskrivelse af de vigtigste kriterier for dine kommende dyr. Skriv også gerne lidt om dig selv, dine planer og dine ønsker for dyrene.
Jeg bruger lang tid på at træne med dyrene og på at lære dem og deres personligheder at kende, og det er derfor vigtigt for mig, at de kommer videre til de rette hjem. En alpaca er ikke bare en alpaca!
Priserne afspejler det enkelte dyrs træningsniveau, temperament, alder, uldkvalitet, afstamning, farve mv.
Med i prisen er en kursus- eller introdag, dyrets grime, foder til den første tid og levering på Sjælland. Bor du længere væk, snakker vi om det.
Kontakt os på kontakt@alpati.dk eller på telefon 23326941