Alt det som adfærden gerne vil fortælle os…

Adfærden fortæller os en hulens masse. Det er bare ikke altid at vi orker eller formår at høre efter.

Man kan meget let blive adfærds-døv.

Jeg finder det interessant og lærerigt at observere alpacaen i samspillet med mennesket. Og ikke mindst i de rammer, som vi mennesker placerer alpacaen i. I en sådan kontekst påvirker menneske og alpaca hinandens adfærd og optræder anderledes end hvis den ene part ikke var til stede.

Adfærd er typisk et udtryk for et behov (jeg er sulten, nysgerrig, det klør, jeg er utryg, jeg keder mig, mv.) og der er rigtig meget information at aflæse i en given adfærd, i en given kontekst.

Meget af den adfærd vi typisk betegner som problemadfærd, er ofte et udtryk for, at der er noget andet der ikke fungerer.

Problemadfærd er i øvrigt ikke et særligt rammende ord, for det vi typisk påpeger som problemadfærd, er som oftest en adfærd der udspringer af et andet problem. Måske man i stedet burde kalde det problem-påpegende-adfærd.

Frem for at gå målrettet efter at fikse en uønsket adfærd, er jeg tilhænger af at kigge på helheden. Hvad er adfærden udtryk for? Hvad er det der ikke fungerer? De rammer vi tilbyder vores alpacaer, er supervigtige, men undervurderes ofte. Her snakker jeg ikke om at tingene skal være fine og dyre, men at de skal opfylde de basale behov. Er der foderpladser nok? Er der plads nok til at alle kan komme indenfor? Er der harmoni i flokken? Er der en god flokleder, som hviler i sin position? Føler alpacaerne sig trygge i deres omgivelser? Er der en god og ikke stressfremkaldende måde at sluse dem ind i stalden på? Passer individet ind i flokken og i de rammer der tilbydes?

Ofte er det de helt basale og simple ting vi overser eller undervurderer.

Vi skal huske på, at det er os mennesker der beslutter hvilke alpacaer der skal bo sammen og under hvilke rammer. Og på den måde, er der nogen alpacaer, der får en jobtitel eller en bofælle som de aldrig selv ville have efterspurgt. Jeg øver mig i at blive lydhør overfor hvornår alpacaerne gerne vil opsige deres kontrakt og flytte til en anden floksammensætning eller nogle andre omgivelser. Jo bedre trivsel, jo bedre adfærd. Og hånden på hjertet, så har vi nok alle sammen før eller siden været i et job, en skoleklasse, et parforhold eller anden sammenhæng hvor vi bare måtte erkende at vi ville få det bedre (og måske lige frem blive mere behagelige at omgås) hvis vi flyttede os et andet sted hen. Og ja, det er mega svært at give slip på et dyr som man elsker, men i nogle tilfælde vil det være for dyrets bedste.

En anden faktor der kan udløse utilsigtet adfærd, er de ting vi beder alpacaen om at udføre.

At få klippet negle er et godt eksempel på, hvordan noget vi beder alpacaen om, kan udløse en utilsigtet adfærd. Set fra vores perspektiv, er alt hvad vi beder alpacaen om, at stå stille og samtidig løfte det ene ben. Det har vi observeret den gøre 1000 gange ude på folden. Det kan den godt finde ud af! 

Det der udøser den utilsigtede adfærd er, at alpacaen anskuer situationen på en anden måde. Set fra alpacaens synspunkt er den fanget af et eller flere rovdyr (mennesker), der forsøger at fratage den det mest dyrebareste den har. Nemlig dens ben. Flugtdyr har virkelig meget brug for deres ben! For nogle alpacer opfattes situationen på samme måde som vi ville opfatte det at skulle ligge hånden ind i munden på en løve. Det er en situation der udløser en nervøsitet og en frygt som alpacaen reagerer naturligt på. Det interessante i situationer som denne, er at forsøge at ændre sin egen adfærd og/eller setup for på den måde hjælpe alpacaen til at ændre sin adfærd. Det er ikke let og det tager tid. Hvor lang tid ville det tage at træne dig til at ligge hånden ind i munden på en løve og samtidig være i ro?

Når opgaven ikke passer til individet

En adfærdscase fra Alpacapark:

Matias er 3 år da han flytter ind i alpacapark sammen med sine 2 venner.

Her hos os kommer der gæster og går ture med alpacaerne. En hel sommer har jeg gået forrest med Matias på turene. Han er super lydhør og opmærksom og gør sig virkelig meget umage og jeg vurderer at han er ved at være klar til at gå med gæster (hos os får alpacaerne en meget lang indkøringsperiode).

Matias er den højeste af vores alpacaer og han er næsten i hovedhøjde med et menneske. Hver dag kommer han hen og dutter mig forsigtigt på panden og kigger mig ind i øjnene. Han er utrolig nærværende og imødekommende og jeg har en følelse af at han rigtig gerne vil mig og at han nyder vores gåture og det nærvær der opstår undervejs.

I en periode er han ikke med på gåturene, fordi vi har fået en ny flok unge hingste ind i flokken og de har kastet deres kærlighed på onkel Matias, som de ikke kan undvære mens han er på tur. Så Matias må for en tid blive hjemme og passe på sine små venner. Da de endelig er klar til at give slip på ham og han kan komme med på tur igen, er han usikker og urolig. Han forsøger ikke at løbe væk og er stadigvæk meget lydhør og tager flere gange en insisterende kontakt til mig undervejs på turen. Der er helt tydeligt noget galt, men jeg forstår ikke hans budskab. Jeg tænker at det er tiden der er gået, eller tilfældet, eller vinden, eller dagen eller stjernerne eller hvad ved jeg… og i mens forsøger vi os med flere ture. Lige ind til jeg en dag ser tingene i et større perspektiv og forstår hvad det er hans adfærd er et udtryk for.

Da han flyttede ind og var faldet til, startede vi med at gå ture i skoven. Han var ikke super stabil, men jeg tilskrev det at han var ny på stedet. Skoven var på det tidspunkt endnu ikke groet til i bunden og man kunne se langt mellem træstammerne. Hele sommeren gik vi på de åbne marker med frit udsyn og Matias gik som en drøm. Da vi genoptog vores gåture var skoven groet til i bunden og der var absolut intet udsyn.

Matias kan godt lide at hænge ud under halvtaget og at være i de store rum i den forreste del af stalden, men han kan ikke lide at gå ind i de bagerste og lavloftede hestebokse og han var også virkelig bange for at gå ind i traileren da vi hentede ham. Og det var det jeg først forstod nu! Matias kan ikke lide små lukkede rum og han kan ikke lide en tilgroet skovbund, der forhindrer udsyn. Man kan vel kalde det for en form for klaustrofobi – eller slet og ret for overlevelsesinstinkt, hvor man som flugtdyr skal kunne holde øje med pumaen og altid have en flugtvej parat.

I Matias´ optik har jeg nok udvist en god del problemadfærd ved ikke at lytte og ved at blive ved med at bede ham om at trodse sin klaustrofobi, men i sidste ende lykkes det ham heldigvis at få mig til at forstå at jeg skulle ændre min adfærd, så han også kunne ændre sin.

I dette tilfælde fandt vi frem til årsagen. Jeg har 38 alpacaer og 5 lamaer og det er langt fra al adfærd som det lykkes mig at finde frem til årsagen til, men jeg øver mig hver dag og jeg elsker når det lykkes!

De bedste hilsner og Alpati fra Katja

På billedet ses Matias