Derfor må du (heller) ikke give min alpaca godbidder…

… Heller ikke selv om den er super nuttet og du gerne vil vinde dens tillid.

I starten, da vi lige var begyndt at have besøgende hos vores alpacaer, lod vi vores gæster give alpacaerne godbidder. Det gør vi af flere årsager ikke længere.

Dels kan det skabe en indbyrdes uro hos alpacaerne og dels kan udsigten til godbidden, få alpacaen til at sætte sig selv i situationer, som den ellers ikke ville have indgået i.

Fodersituationer er et af de tidspunkter, hvor rangorden blandt alpacaerne, for alvor kommer til udtryk. Der kan opstå indbyrdes uroligheder, som i sidste ende kan føre til spyt eller andre irettesættelser alpacaerne imellem. Desuden oplevede vi, at enkelte alpacaer havde svært ved at respektere menneskernes personlige grænser, når der var godbidder indblandet. Det er en adfærd som i starten kan virke uskyldig og som mange uvidende faktisk værdsætter. Men det er også en adfærd, som i sidste ende kan få ret voldsomme konsekvenser, hvis alpacaen bliver for nærgående. Et andet problem som vi oplevede (og som jeg virkelig har bebrejdet mig selv at jeg var alt for lang tid om at forstå) var, at nogle alpacaer, i deres iver efter godbidder, fik sat sig selv i en situation, som de i sidste ende ikke var tryg ved, eller hvor de lod deres grænser overskride for at få godbidden.

Derfor er det nu kun hø som vores gæster fodrer alpacaerne med! Hø er ikke så højt på alpacaernes prioriteringsliste, at de bliver nævneværdigt uvenner over det og de har i øvrigt fri adgang til hø døgnet rundt, så når de kommer og spiser hø af gæsternes hænder, så er kontakten og interaktionen et aktivt tilvalg for alpacaen og ikke et nødvendigt onde for at få maden.

Godbidder og håndfodring som belønning

For nylig var jeg til en sammenkomst i Dansk lama- og alpacaforening, hvor snakken faldt på hvilke belønningsmetoder og motivation man hver især anvendte og hvilke erfaringer man havde med det.  

Som svar på et spørgsmål sagde jeg: Jeg benytter meget sjældent mad som belønning. Inden jeg kunne fortsætte sætningen, måtte jeg komme med et lille forbehold: Okay, fortsatte jeg, det jeg kommer til at sige nu, lyder ekstremt arrogant, ha, ha, men altså belønningen jeg benytter, er mit nærvær og min anerkendelse. Det er det der er belønningen… Det grinede vi så lidt af, for større arrogance skal man vist lede længe efter!!!

Efterfølgende har jeg tænkt meget over, hvad der egentlig lå til grund for mit svar, og jeg er nået frem til at min færden og ageren i flokken, minder meget om den adfærd som flokkens leder udøver.

Jeg påtager mig en rolig, venlig, men også bestemt og selvsikker udstråling, mens jeg udstikker tydelige retningslinjer som jeg forventer at bliver efterlevet. Og det virker som oftest! 

Flokkens leder, går ikke rundt og udlevere æbler til de alpacaer, der har gjort det de blev bedt om. Når jeg beder mine børn om at sætte deres tallerkener i opvaskemaskinen, så giver jeg dem heller ikke en vingummi, når de har udført opgaven. På samme måde som mennesket kan fornemme anerkendelse, taknemmelighed, flokfølelse og nærvær, så kan alpacaen det også. Men det er vigtigt at pointere at anerkendelsen skal være ægte følt og ment. Ellers virker det ikke!

I min generation var det almen barnelærdom at man ikke måtte gå med fremmede der tilbød slik. Man skulle være skeptisk og reflektere over situationen. Det lidt ironiske ved det er, at vi på den ene side forsøger at lære vores børn, at de ikke må lade sig lokke af slik eller materielle goder, men samtidig forventer, at vi kan lokke vores dyr med godbidder…

Lokkemiddel eller belønning

Jeg er bestemt ikke modstander af at bruge godbidder som belønning, men man skal være bevist om, hvornår det er et lokkemiddel og hvornår det er belønning – og så i øvrigt være meget varsom med i hvilke situationer man benytter lokkemiddel frem for at opbygge tillid.

Hvis nu jeg gerne ville have min ven med ud og gå en tur i skoven og min ven var bange, så ville jeg nok prioritere at gøre situationen tryg, frem for at lokke med en is.

Belønning I form af godbidder benytter jeg ret sjældent og det er meget individuelt hvordan den enkelte alpaca responderer på belønninger. Nogle af mine alpacaer er villige til at gøre næsten hvad som helst for at få en godbid. Andre nyder at få verbalt ros og anerkendende opmærksomhed, men kigger blot arrogant på mig, hvis jeg tilbyder dem en godbid som tak for en udført opgave. Lidt som ville de sige ”tror du virkelig at jeg er til falds for en godbid”. Andre kigger fornærmet på mig hvis de en dag ikke får en godbid for at have udført en opgave, som de plejer at blive belønnet med godbidder for at udføre. Alpacaer er ret kloge og de husker rigtig godt, så man skal være varsom med hvilke vaner man indøver.

Et eksempel fra Alpacapark: Maja har jeg overtaget da hun var midt i livet. Hun har fra sit tidligere hjem været vant til at få godbidder som belønning, så det er vi fortsat med. Det fungerer sådan at hun får en godbid som belønning når hun f.eks. har fået en indsprøjtning, fået klippet negle eller noget i den retning. Fornyeligt havde hun en bakteriel hudinfektion, som krævede at jeg dagligt smurte hende med salve dybt oppe i begge næsebor. Det værste hun ved er at nogen rør ved hendes næse, så jeg havde pænt dårlig samvittighed. Den ene dag besluttede jeg derfor, at give hende en belønning i form af en godbid på halvvejen.

Det viste sig at være en ekstremt dårlig beslutning! Set i bakspejlet kan jeg godt se, at jeg selv har selv lært hende at hun får godbidden når vi er færdige. Nu fik hun godbidden på halvvejen. I hendes optik og erfaring var udleveringen at godbidden, mit signal på at vi var færdige for i dag. Jeg behøver nok ikke at fortælle at den sidste halvdel af behandlingen gik rigtig dårligt. Min gode intension med at give en ekstra belønning på halvvejen, blev i stedet til et tillidsbrud, fordi vi havde hver vores tolkning af godbiddens signal. For Maja er godbidden en kæmpe motivationsfaktor og hun tager udleveringen som en ros og en anerkendelse, men timingen og konteksten skal være korrekt ellers kan det som her, få modsat effekt.

(Maja er for øvrigt ikke en alpaca, men en lama. I denne kontekst gør det ikke nogen forskel).

At uddele godbidder til flokdyr, er lidt som kun at have én slikpose til en børnefødselsdag

En anden udfordring ved godbidder, er at alpacaer er flokdyr. Det er derfor yderst sjældent, at man har dem på enmandshånd og det kan være svært at belønne et enkelt dyr for en udført opgave, uden at de andre alpacaer også vil have. Indimellem kan det ende med at alpacaerne bliver indbyrdes uvenner over en godbid og at den, som man godhjertet ville belønne med en godbid, nu får skæld ud af de andre alpacaer. Især hvis den befinder sig længere nede i hierarkiet.

Plan a, b, c, d, e, f, g for godbid

For mig er brugen af godbidder ikke et selvfølgeligt første valg. Det afhænger af individet og af konteksten. Jeg forsøger altid at afsøge om der er andre ting der virker i den givne situation og det er ganske få gange at vi går med plan G for godbid.

De bedste hilsner og Alpati fra Katja

Alpa-Tips til din omgang med alpacaer:

Pas på at du ikke bliver en foderautomat

En ting som det er supervigtigt at få italesat, er at brugen af godbidder faktisk kan have en negativ effekt på alpacaens respekt for dig som individ. Du risikerer i et vist omfang at blive reduceret til en foderautomat, som man kan omgås uden respekt og retningslinjer. Mange alpacaer kan godt administre at blive håndfodret, men nogle alpacaer vil opfatte håndfodring, som en invitation til at overskride dit personlige rum. Også når du ikke har godbidder. Her kan det være en god ide at overveje, om man håndfodrer tæt ved sin egen krop, eller om man holder foderet ud i strakt arm. Altså hvor langt ind i ens personlige rum man inviterer alpacaen. Og ikke mindst om håndfodringen overhovedet tjener sit formål.

Din fremtoning er vigtigere end maden

I ønsket om at opbygge tillid kommer et velment fokus på at servere lokkemidler, nogle gange til at skygge for den vigtigste faktor. Nemlig ens egen fremtoning og det mindset og nærvær man kommer med. Alpacaen kigger først og fremmest på om du er troværdig, om du er sikker at omgås og om den kan stole på dig. Det er først i anden række, at den bekymrer sig om hvilken mad du serverer. Mit bedste råd er: Glem maden, men husk dig selv!

Spørg dig selv: Hvis du er utryg ved en person, er det vigtigste så personens fremtoning eller hvilke snacks vedkommende tilbyder dig?

Godbidder som belønning er ikke det samme som godbidder som lokkemiddel.

Når vi bruger godbidder som lokkemiddel, så er det typisk fordi, at vi vil have alpacaen til at bevæge sig et eller andet sted hen for at få fat i maden (tættere på os, ind fra fold, op i traileren mv) Når vi bruger godbidder som belønning belønner vi alpacaen for at have udført en opgave (gå ind i traileren, få klippet negle mv). Belønningen kommer altså efter opgaven og tjener ikke det formål at få alpacen til at udføre opgaven i dette øjeblik, men snarere til at få lyst til at udføre opgaven igen på et andet tidspunkt. Vi kan også bruge godbidder som distraktion, men det bliver ofte en rodet affære, fordi der så hverken er ro til at spise eller til at løse opgaven.