Så blev det vinter

Lama Bibi i det smukke snelandskab
Beretning uge 3
De 2 første uger af januar har budt på et fantastisk smukt vejr med sne og frost og en hulens masse arbejde.
Lige så smukt som frosten er, lige så besværligt er det også. I hvert fald når man har dyr som bor langt væk fra den frostfri vandforsyning.
Alle vores hunner. (8 alpacaer og 5 lamaer) har deres primære hjem i et smukt naturområde, som ligger tilpas langt væk fra bygningerne til at vi ikke har strøm, og kun har adgang til vand, når det ikke er frostvejr.
Der er sådan set plads til at vi kan tage hunnerne hjem i stalden og de nære folde om vinteren. Men de trives bare så godt på de store vidder, at jeg har besluttet at lade dem gå der året rundt, medmindre vi får så meget frost og sne at det bliver umuligt at transportere vand til dem. Og indtil videre er det da også gået!
Når vi har set perioder med frost nærme sig, har vi fyldt flere store kar med vand, således at vi har haft et vandreservoir, som vi har kunne bruge af. Det fungerer ok, når frosten ikke er alt for hård, men indimellem fryser det hele til og så er der kun en vej, og det er at transportere varmt vand i dunke…
Det er blevet til rigtig mange gåture gennem den smukke skov belæsset med vand. Det er den slags man betaler mange penge for hvis man kalder det crossfit eller mindful vandring. Det er tidskrævende, men det er slæbet værd!
Heldigvis er der både vand og strøm tilgængeligt der hvor den store flok med hanner bor. Ellers ville projektet være helt uoverskueligt.
Man må ikke spise sne!
Sneen kan også byde på andre udfordringer. Bimmer har svært ved at modstå fristelsen for at spise sne. Det er der sådan set flere der har. Bimmer har bare en lidt mere sart mave og bliver derfor vældig syg af det. Han har derfor fået udgangsforbud, når der var nyfalden sne. Daggammel sne er knap så fristende. Medmindre at det ligger på en bænk eller et rækværk. Vi har derfor fejet sne ned og trampet lidt rundt i det for at gøre det mindre attraktivt at spise. Ja, der findes mange underlige arbejdsopgaver i alpacapark!
Grantræer er vinterens snack
Garntræer er idel vinter-guf for alpacaer. Især når sne og frost har monopoliseret græsset. Traditionen tro har vores alpacaer fået aflagte juletræer fra de danske stuer. Og i år var timingen ekstra god, fordi at træerne ankom samtidig med at græsset blev utilgængeligt på grund af sne.
Alpacaerne elsker at spise træernes nåle og at gnave i barken. Og så er det god beskæftigelse at boltre sig i de afpillede grantræer. Når alpacaerne har spist alle nålene og har mistet interessen for træerne, så bruger vi stammer og grene til kvashegn og optænding. Intet går til spilde.
Sæt en lille reminder i kalenderen hvis lige netop dit juletræ skal blive til snacks til alpacaerne til næste år!
Arrangement for ansatte og frivillige
I dag skal vi afholde vores (som sædvanlig) forsinkede julefrokost for ansatte og frivillige. Vi bliver 11 personer og det bliver helt sikkert en rigtig hyggelig dag. Det er kun 1 til 2 gange om året at vi er her alle sammen på én gang. Sidste år planlagde jeg at tage et gruppebillede, men glemte det så igen. Måske husker jeg det i år!
De bedste hilsner og Alpati fra Katja
Husk at der udkommer et nyt blogindlæg hver onsdag
I lige uger er indlægget en refleksion over et emne relateret til livet med alpacaerne
I ulige uger er indlægget en beretning om de 2 foregående uger i alpacapark
Husk også at det er nu på søndag d. 18. januar 2026 at du kan komme til foredrag om dyreassisteret terapi


