Nej, du må ikke klappe min alpaca…
…Heller ikke selv om den ser sød ud. (Du ser for resten også ret sød ud, men jeg gætter på at du ikke har lyst til at jeg nusser dig bag øret og roder dig i håret)
Som guide i Alpacapark, hvor vi tilbyder oplevelser med alpacaer, er min fornemmeste opgave altid at sørge for, at alpacaerne trives og at de besøgende overholder alpacaernes spilleregler.
Min næst fornemmeste opgave er at sikre at gæsterne får en god oplevelse.
Mange mennesker er faldet pladask for alpacaen og knus-elsker den for dens qutness faktor.
Når det kommer til kram eller det at blive nusset, kniber det ofte lidt mere med forståelsen for alpacaens manglende lyst til at tilfredsstille vores behov. Og det er lige netop det der er pointen. At det er VORES behov. Ikke alpacaens!
Høflig afstand og respekt for andre individer
I alpacaernes indbyrdes relationer, rør de kun ved hinanden i forbindelse med kamp, dominans eller parring. End ikke moderen nusser sit føl. Hun giver føllet et irettesættende skub, hvis det går den forkerte vej. Er det koldt og blæsende ligger føllet ofte i læ af moderen, men de ligger aldrig op ad hinanden. De har kun fysisk kontakt, når føllet diger og her er berøringen begrænset til kontakt mellem pat og mund. Altså et absolut minimum.
I alpacaens verden er høflig afstand og respekt for individets personligerum en selvfølge og en del af de uskrevne spilleregler. Overholdes disse regler ikke, vil der opstå indbyrdes irettesættelser. Typisk starter en sådan irettesættelse med en høflig korrektion i form af kropsprog, som efterfølgende kan eskalere til spyt og i sidste ende fysisk irettesættelse eller decideret kamp.
En anden fysisk kontakt er parring. Det foregår typisk sådan, at hoppen lægger sig ned, hvorefter hingsten ligger sig oven på hende og parer hende i omkring 20 minutter. Lægger hoppen sig ikke frivilligt ned, vil hingsten typisk tvinge hende ned med magt.
Tilbage til spørgsmålet om hvorfor du ikke må klappe og nusse min alpaca:
Med til forklaringen hører at alpacaen er flugtdyr og i udgangspunktet anser os mennesker som rovdyr – eller i bedste fald som utilregnelige skabninger med fangearme, som vi i bedste puma-angrebsstil ønsker at slynge rundt om halsen på alpacaen.
Hvem skal tilpasse sig hvem?
-Men, bliver jeg så ofte spurgt, kan man ikke lære alpacaen at syntes om berøring. Eller hvad med dig som dens ejer, kan du ikke i det mindste få lov til at nusse den???
Det spørgsmål har jeg to svar på. Jeg vælger ofte at gå med svar nummer 2, men i dagens anledning vil jeg starte med at præsentere dig for svar nummer ét og som er af mere eksistentiel karakter:
Hvis nu at der var tale om min ven, et familiemedlem eller en anden nær relation af arten homosapien, der ikke brød sig om at have fysisk kontakt med mig, ville du så også spørge om jeg dog ikke kunne tillære vedkommende at holde af min berøring eller som minimum at affinde sig med den? Jeg vil gætte på – og håbe på – at dit svar ville være nej!
Eller sat helt på spidsen så kan spørgsmålet om, om alpacen kan tilvænnes til nus og kæl (som i alpacaens grundlæggende forståelse er dominans) oversættes til, om vi mennesker kan tilvænnes til at blive puffet og prikket til. Det kan vi vel godt tilvendes til ikke at reagere på, men det vil nok næppe være på listen over trivselsfremmende tiltag.
Her er det i øvrigt vigtigt at tilføje, at jeg selvfølgelig lærer mine alpacaer at berøring kan være nødvendigt at tolerere i forbindelse med sundhedspleje, negleklip mv., men aldrig for at tilfredsstille mine personlige behov. Det ville i øvrigt også modarbejde det altoverskyggende ønske jeg har om at alpacaen har LYST til at være sammen med mig og at den TILVÆLGER mit selskab.
Mit svar nummer 2, som er det jeg oftest går med, lyder noget i denne retning:
I alpacaens grundlæggende og medfødte forståelsesramme er berøring forbundet med kamp eller dominans. Du kan godt lære en alpaca (især hvis du har den fra lille) at vi gensidigt godt må røre ved hinanden og at vi ikke behøver at respektere hinandens grænser. På den måde kan du ”lave en såkaldt kæle-alpaca”. Ofte sker der bare det, at når alpacaen bliver kønsmoden og hormonerne sætter ind, så vil du have lært den, at I ikke skal respektere hinanden. At dominans belønnes og at I skal kæmpe om jeres rang i flokken. Mange af disse såkaldte ”kæle-alpacaer” bliver aflivet når de bliver kønsmodne, fordi de simpelthen bliver for farlige at omgås og f.eks. kan finde på at angribe, når mennesker går ind på folden, som i alpacaens optik er dens territorium. Hvis der er tale om en hingst, kan den også forsøge sig med at parre mennesket og så syntes vi pludselig ikke længere at den er helt så sød. Det der sker, er at vi fra at være en anden og lidt ligegyldig art går til at være en rival eller en fjende.
I denne situation er der dog sjældent særlig meget at bebrejde alpacaen. Den gør blot det, vi har lært den.
Uanset om jeg går med forklaring nummer 1 eller forklaring nummer 2, så er pointen altid den samme. Måske skal vi bare acceptere at alpacaen opfører sig som en alpaca og ikke forsøge at få den til at være noget andet end det den er…
Man anskaffer sig jo heller ikke en løve og forventer at den opfører sig som et marsvin….
At få lov til at mærke ulden er en gestus
I Alpacapark tillader vi vores gæster at røre alpacaerne forsigtigt på halsen, i det omfang alpacaen selv giver lov til det. Alpacaen skal altid have mulighed for at flytte sig og vi forklarer gæsterne at det ikke er alpacaens behov, men at den nogle gange kan vælge at belønne gæsternes gode og respektfulde opførsel, ved at lade dem mærke deres uld. Altså ikke kramme, klø, klappe, nusse, men forsigtigt mærke ulden og selvfølgelig respektere hvis alpacaen siger nej tak!
På mange måde minder alpacaerne om os mennesker, hvad det med berøring og afstand angår. I hvert fald hvis vi snakker i det offentlige rum. Hvis et andet menneske går helt tæt på os eller begynder at røre ved os, så vil de fleste nok blive ukomfortable og måske ligefrem utrygge. Sådan har alpacaen det også. Der hvor den adskiller sig væsentlig fra os mennesker, er i de nære relationer. Mange af os mennesker har en inderkreds bestående af få individer hvor der gælder andre regler og hvor vi påskønner indbyrdes berøring. Det har alpacaen ikke!
Bare fordi, at alpacaen ikke bryder sig om fysisk kontakt, er det ikke det samme som at den ikke er social eller at den ikke bryder sig om selskabet. Faktisk er alpacaen generelt meget socialt anlagt og den elsker at hænge ud og at være nærværende til stede i relationen. Men bare uden berøring! Og hånden på hjertet, så er det nok også de færreste situationer hvor vi mennesker håber på, at dem vi står og snakker med begynder at nusse os på kinden og rode os i håret. Siger de der imod Wauw, dit hår ser virkelig blødt ud, må jeg få lov til at mærke hvordan det føles, så ville nogle af os nok sige ja en gang i mellem.
I sidste ende er det et spørgsmål om at indse, at vi ved at insistere på at alpacaen skal lære at være kælen, overskrider dens grænser med det formål at tilfredsstille vores egne behov.
Jeg kan godt garantere at det her er et emne som vi vil genbesøge flere gange her på bloggen. Dog med lidt forskellige vinkler.
Jeg håber at du fortsat har lyst til at læse med og jeg lover at gøre mig umage med de tekster som jeg ligger op.
De bedste hilsner og Alpati fra Katja
Alpa-Tips til din omgang med alpacaer:
Alpacaer er høflige og nysgerrige og hvis de er trygge i deres omgivelser, vil de ofte gerne hilse på dig.
Det kan være en god ide at tage armene om på ryggen eller ned i lommen.
Stå med en meters afstand og bøj dig forsigtigt fremover så du tilbyder alpacaen at snuse til dit hoved.
Den metode minder meget om alpacaernes indbyrdes måde at hilse på. Halsen frem og ingen arme.
Det er almindelig adfærd at alpacaen snuser ganske kortvarigt (måske en brøkdel af et sekund) og ofte vil den slet ikke berøre dig eller kun dutte forsigtigt med næsen.
Begynder alpacaen at “kysse/nusse” dig rundt i hovedet med sine læber, så er vi trådt over den hårfine grænse mellem høflig hilsen og udøvelse af dominans!
